profil

  • I terapien tager jeg udgangspunkt i relationen og lægger vægt på en ligeværdig dialog, tillid og kontakt. Jeg mener, at det er grundlaget for, at vi kan udvikle os og styrke vores egen oplevelse af at være et unikt, levende og ansvarsbevidst menneske.
  • Desuden gør jeg brug af min psykologiske indsigt og den ballast, jeg har med mig gennem bearbejdning af egne livstemaer. Jeg modtager supervision.

Min baggrund:

Jeg er født i 1962, gift, mor til fire voksne børn og farmor til to små drenge. Jeg er optaget af det kristne livs- og menneskesyn.

Sygeplejeskolen (1½ år) har givet mig en nyttig indsigt i menneskets anatomi, fysiologi, ernæringsbehov mm.

Pædagoguddannelsen – som jeg tog i en moden alder, har forsynet mig med en grundlæggende viden om børns udvikling og trivsel. Som pædagog blev jeg meget optaget af relationen og det, der sker såvel i som imellem mennesker.

Psykoterapeut-studiet – valgte jeg for at dygtiggøre mig indenfor det felt, der har med menneskets indre at gøre og dets samspil med andre. Og for at blive klogere på mit eget indre univers.

Spædbarnsterapi (tidlige/før sproglige traumer) – senere supplerede jeg med en et årig efteruddannelse hos Inger Poulsen og Inger Thormann.

Neuroaffektiv tilgang – afsluttede den 1-årige efteruddannelse hos Susan Hart og Marianne Bentzen i 2014. Det særlige ved denne tilgang er, at kropssansninger, følelser og tanker afstemmes/forbindes og danner baggrund for evnen til mentalisering: at tænke, føle og mærke klart.

Theraplay – neuroaffektiv udviklingsleg  som omhandler voksenstyret og glædesfyldt leg. Voksenstyret fordi den voksne (terapeuten) alene bærer ansvaret for relationen og processen i rummet. Glædesfyldt fordi de mødeøjeblikke, der opstår mellem barn og voksen, er båret af glæde. Derved udløses signalstoffer i hjernen og det neurale netværk udvides. Theraplay bygger på principperne: omsorg, engagement, struktur og udfordring. En metode der via leg i trygge relationer styrker barnets evne til at regulere sig selv følelsesmæssigt.

Særligt opmærksomme børn – og voksne – har ligeledes mit fokus. Det sensitive karaktertræk, som Elaine Aron, Lise August m.fl. taler om, og som ca. 20 % af befolkningen siges at bære, har sine særlige styrker og udfordringer. Dette giver sig udtryk i mange hverdags situationer og børn såvel som voksne kan profitere af hjælp til accept/værdsættelse og håndtering af karaktertrækket.

 

Kontakt mig.